Sonofon får One-Size-Fits-All løsning på al fakturering.
Sonofon sender årligt mange millioner fakturaer til virksomhedens kunder, hvilket koster mange ressourcer til håndtering. Derfor har Sonofon og PROGRATOR|gatetrade i fællesskab udviklet en One-Size-Fits-All løsning, der kan håndtere alle Sonofons elektroniske fakturaer. Sonofon sparer ressourcer til den komplekse tekniske håndtering, formatering og distribution af fakturaer. Samtidig kan Sonofon i fremtiden hurtigt imødekomme kundeønsker om nye fakturaformater som f.eks. PDF, eBoks, e-mail med digital signatur eller andet.
Sonofon sender årligt mange millioner fakturaer ud til deres danske telefon- og bredbåndskunder, der både omfatter private, store og små virksomheder samt mange offentlige kunder. Det sker i dag i mange forskellige formater både som papir og elektroniske formater. Fakturaflowet er på grund af den store volumen og på grund af de mange forskellige formater et komplekst flow, der kræver mange ressourcer af Sonofon.
Effektivisering af fakturaflow
Virksomheden har derfor store interesser i at effektivisere og automatisere faktureringsprocessen. Sonofons interesse er todelt. Dels ønsker Sonofon selv at opnå besparelser og dermed styrke konkurrenceevnen i en ekstremt konkurrencepræget branche, hvor det er marginaler, der gør forskellen. Og dels ønsker Sonofon at tilbyde kunderne, at de kan modtage fakturaerne i det format og på den måde, som det passer kunden bedst – indenfor visse rammer naturligvis.
Et spørgsmål om kernekompetencer
”Jo mere vi kan elektronificere og automatisere distributionen af fakturaer, jo mere effektivt og økonomisk bliver det for os. Og jo mere vi kan outsource selve den tekniske formatering af de elektroniske dokumenter, jo mere kan vi frigøre ressourcer til at koncentrere os om Sonofons kernekompetence, nemlig at udvikle og tilbyde tele- og internetløsninger til vores kunder”, fortæller faktureringschef Alan Roberts.
Outsourcer formatering til eBroker
Sonofon har derfor i samarbejde med PROGRATOR|gatetrade udviklet en ny løsning, som gør det betydeligt enklere og billigere for Sonofon at formatere fakturaerne i de mange formater. Løsningen gør det også fleksibelt for Sonofon meget hurtigt at indføre nye formater, som kunderne med tiden måtte efterspørge.
Faktisk skal Sonofon kun koncentrere sig om at udfærdige fakturaerne i ét format, nemlig et inhouse-format, som i dette projekt er blevet døbt det sigende navn: OSFA, der er en forkortelse for One-Size-Fits-All. Sonofon sender i princippet rådata på fakturaerne til PROGRATOR|gatetrades eBroker-løsning, der overtager ansvaret for at konvertere rådataene til de forskellige formater, som kunderne ønsker at modtage fakturaerne i. Det kan være PBS-filer, OIOXML, papir, EDIFACT, PDF eller CSV (kommasepareret fil) til meget store kunder, som modtager fakturaer, der på papir ville fylde mange tusinde sider.
Sparer manuelle processer
Løsningen gør det nemmere for Sonofon at tilbyde de kunder, som p.t. modtager papirfakturaer, et elektronisk alternativ. Elektroniske fakturaer er enklere at modtage for kunderne, og de sparer Sonofon det fysiske papir, printnings-, frankerings- og kuverteringsprocesserne samt portoudgiften. Det vil også i visse tilfælde være muligt for Sonofon at forøge kundeservice ved at erstatte et fysisk medie som f.eks. en CD-ROM med en direkte elektronisk levering.
Valget af PROGRATOR|gatetrade
Sonofon og PROGRATOR|gatetrade har samarbejdet om forskellige integrationsløsninger, som nummerportering (OCH), PBS-filoverførsler, ind- og udgående EDI-fakturaer, OIOXML m.m., igennem en længere årrække. ”Samarbejdet med PROGRATOR|gatetrade har altid fungeret professionelt og tilfredsstillende, og det var derfor oplagt at udvikle denne nye løsning sammen med PROGRATOR|gatetrade. Det er ikke raketvidenskab, men det fungerer optimalt for os”, fortæller Alan Roberts.
Fakta om Sonofon – Telenor Danmark
Telenor Danmark udgøres i dag af selskaberne Sonofon, Cybercity, CBB og Tele2, som er samlet i en fælles organisation med fælles ledelse og strategi. Alle selskaber er ejet af Telenor - Nordens andenstørste telekoncern - og udgør Telenors danske teleaktiviteter. Vi er Danmarks andenstørste mobiloperatør med 1,7 millioner mobilkunder. Vi er med 270.000 bredbånds-kunder (DSL) Danmarks anden største udbyder af bredbåndsløsninger og er markedsledende inden for kvalitetssikret bredbåndstelefoni. Vi har derudover 170.000 fastnetkunder (PSTN). 2.000 medarbejdere arbejder i dag på tværs af mobil- og bredbåndsforretningen i Sonofon, Cybercity, CBB og Tele2.
Fakta om eBroker - en multi-konverter
Med PROGRATOR|gatetrades eBroker bliver det muligt både at outsource EDI-integration til PROGRATOR|gatetrade, men også at få opfyldt alle de krav, der er til formater og protokoller. Med eBroker er det muligt at konvertere til det format, som afsender/modtager ønsker, og det gælder både EDIFACT, kommasepareret filer eller en af de mange XML-formater – som f.eks. OIOXML - der i dag findes. Det betyder også, at hvis der samhandles med en markedsplads eller andre systemløsninger såsom eFaktura og e-Boks, kan eBroker løse disse udfordringer, også når det gælder kryptering, certifikat og specifikke kommunikationsprotokoller som SOAP eller SMTP.
|