Rynkeby - EDI eller dø
RYNKEBY. "Vi kunne slet ikke overleve uden EDI. Det er et grundlæggende strategisk værktøj for vores forretning, hvor hastighed og sikkerhed er nøgleparametrene", fortæller IT-chef Laurids Petersen fra Rynkeby Foods A/S.
Rynkeby leverer saft og juice til de store dagligvaregrossister, og leveringstiden er en vigtig samhandelsparameter. "Vi ville simpelthen ikke være i stand til at reagere hurtigt nok på ordrerne hvis vi modtog dem på papir. I de sidste mange år har vi modtaget alle vore ordrer via EDI, og det gør at ordren ryger direkte ind i vores Movex virksomhedssystem fra Intentia og ud til alle involverede funktioner inden for meget kort tid. Flowet fungerer rigtig godt, det er rimelig fuldautomatisk. Vi modtager de sidste ordrer klokken 18, umiddelbart efter er transportplanlægningen på plads og ekspeditionen sker i løbet af natten. Det er ren e-business", fortælle Laurids Petersen. Rynkeby Foods A/S omsatte i regnskabsåret 99/00 for knap 800 millioner kroner og beskæftiger cirka 375 medarbejdere.
Også fakturering
Rynkeby benytter også EDI til fakturering overfor en del kunder. "Det er særligt en fordel for vore kunder, som typisk er store dagligvarekæder, der modtager mange fakturaer. Når de modtager en faktura fra os via EDI sparer de indtastninger og får fakturaen direkte ind i deres system til videre behandling.", fortæller Laurids Petersen.
EDI understøtter logistikken
Rynkeby opgraderede sit ERP-system (Enterprise Resource Planning) Movex fra Intentia i december 2000 til Movex version 11. "Det åbnede op for flere muligheder for os, idet den nye Movex version understøtter flere EDI-funktioner end det gamle. Vi ønsker at benytte EDI i så stor udstrækning som muligt. Vi betragter EDI som et meget vigtigt strategisk værktøj for vores forretning", siger Laurids Petersen.
De næste EDI-funktioner Rynkeby planlægger at arbejde med er logistikfunktionerne "Leveringsadvisering" og "Modtagelse af lagerrapport". Leveringsadvisering er en mulighed for at varsle partnere eller kunder om at en given vareforsendelse eller anden handling er på vej. Det gør det muligt for modtageren at planlægge og disponere varemodtagelsen (hvad skal på lager? Hvor og hvad skal distribueres umiddelbart? o.s.v.).
Et andet ønske til fremtiden er EDI-opkoblinger til Rynkebys leverandører. "Vi planlægger at indføre EDI overfor nogle af vore leverandører i den nærmeste fremtid fordi det vil forøge hastigheden på vore indkøbsordrer, give en administrativ lettelse og det er vigtigt for at vi kan minimere vores lagerbinding", fortæller Laurids Petersen.
Internet – et godt supplement
Internet er ifølge Laurids Petersen ikke noget alternativ til Progrators VANS (Value Added Network Services). Når der er tale om kritiske data som ordrer og fakturaer og store datamængder er Internet som bæremedie for langsomt og for usikkert. For langsomt fordi man skal taste ind på en webside.
Internet er et ekstremt åbent system, der ikke garanterer at kommunikationen går det rigtige sted hen, eller at andre ikke "kigger med". Progrators VANS tilbyder en helt anden sikkerhed for at dataoverførslen når frem til den rette modtager, hvilket er vitalt for forretningskritiske dataoverførsler.
"Internet er et glimrende supplement til at kommunikere alt mulig andet end forretningskritiske data", siger Laurids Petersen, og tilføjer: "Vi har store fordele af den integrerede e-business vi har opbygget med EDI, og det er helt klart et område vi satser kraftigt på i fremtiden".
|