Kohberg integrerer forretningsprocesser i én IT-platform
Kohberg har på rekordtid flyttet alle data og opsætninger fra en gammel løsning til en splinterny Dynamics AX ERP-løsning, som sikrer brødkoncernen en stærk udviklingsplatform i fremtiden. PROGRATOR|gatetrade har implementeret den for Kohberg ekstremt forretningskritiske EDI-løsning, som understøtter et dataflow på op til 150.000 linjer om dagen – eller 2,5 millioner poser brød per uge. Oppetiden har siden implementeringen været på mere end 99,9 %.
Den gamle ERP-løsning kunne ikke følge med Kohbergs ekspansive forretningsudvikling og virksomhedens ambitioner om at integrere flere og flere forretningsprocesser. Datamængderne var simpelthen for store. Kohbergs ledelse kunne efter råd fra konsulenter konkludere, at den bedste løsning ville være at erstatte den gamle løsning med implementering af en helt ny og mere fremtidssikret ERP-løsning. Valget faldt på Dynamics AX, og thy:data, PROGRATOR|gatetrade og Kohberg gik i gang med at forberede implementeringen af det nye ERP-system med tilhørende EDI-løsning.
Samarbejdet med thy:data og PROGRATOR|gatetrade har været glimrende, og EDI-løsningen har bevist sin robusthed. EDI er en absolut nødvendighed for os med gennemsnitligt 50.000 ordrelinjer om dagen og vores ekstremt hurtige gennemløbstid”, fortæller økonomidirektør Hans Christian Lei og tilføjer:
Kompleks implementering i lyntempo
”Vores EDI-opsætning kræver en del specialprogrammering. Vi kører for eksempel leverandørejet lager med nogle af vores kunder, hvor salget formelt først sker i det øjeblik, varen bliver scannet ved supermarkedskassen. En levering genererer derfor ikke automatisk en faktura. Fakturaen skabes først, når vi modtager en EDI-besked om, at nu er varen gået igennem butikskassen. Vi skal også skille ordrer i frost- og ferskvarer fra kunder, som sender begge ordretyper, idet frost- og ferskvarer følger separate distributionsflows. Det stiller også krav om specialprogrammering”.
”Det har været en udfordrende opgave både på grund af kompleksiteten og på grund på den meget hurtige implementeringstid. Vi er meget tilfredse med samarbejdet med thy:data og Kohberg og ikke mindst med, at Kohberg nu har en platform, som giver masser af udviklingsmuligheder i fremtiden”, fortæller Key Account Manager Kristian Truesen fra PROGRATOR|gatetrade.
Integration af EDI til Dynamics AX
Kohberg har integreret EDI-flowet til AX med PROGRATOR|gatetrades EDIPlus+. EDIPlus+-løsningen er integreret ind i Dynamics AX, idet løsningen fuldt ud understøtter de forretningsprocesser, Kohberg har implementeret gennem Dynamics AX. Integrationen er skabt gennem PROGRATOR|gatetrade EDI-rutiner, der er centrale for udvekslingen af EDI. Man kan via PROGRATOR|gatetrades Basismodul skabe nye EDI-aftaler med sine samarbejdspartnere, overvåge EDI-forsendelser etc. Løsningen er kodet i samme sprog som Dynamics AX og afstemt med Dynamics AX’ virkemåde og kontrolrutiner. Det sikrer en fuldstændig integration af de meddelelser, der udveksles med Kohbergs partnere.
Stor erfaring med dagligvarer
”Vi har løst rigtig mange integrationsopgaver til ERP-systemer for virksomheder i dagligvaresektoren. Det har givet os en solid indsigt i de konkrete behov, dagligvarevirksomheder har, når vi taler EDI-kommunikation; og de behov har vi så udviklet standardløsninger til. Det betyder, at kunderne deler udviklingsomkostningerne med en stribe andre kunder, og at de får velafprøvede løsninger, der har bevist deres duelighed”, fortæller konsulent Søren Dahlerup fra PROGRATOR|gatetrade.
Pres på gennemløbstiden
Kohbergs produkter er friskbagte samt frosne brødprodukter, og gennemløbstiden på de friske varer fra ordremodtagelse til levering er typisk på 12-16 timer. Kohberg modtager ordrer frem til kl. 18.00, pakker og distribuerer til depoter, hvorefter slutdistributionen ud til kunden starter klokken 03.00 om natten. Senest klokken 06.00 modtager alle kunder en EDI-fil fra Kohberg med følgesedler og fakturaer for dagens levering. Kunderne er de store dagligvareaktører som COOP, Dansk Supermarked, Edeka og Supergros samt det professionelle marked i form af grossister, der leverer til caféer, hoteller, restauranter, tankstationer etc.
Forecast-baseret produktion
På grund af den hurtige gennemløbstid har Kohberg ikke mulighed for at basere produktionen på kundeordrer. Produktionen bliver baseret på forecasts, hvor Kohbergs planlæggere tager højde for ugedag, vejret, månedstidspunkt, kampagner, historik og lignende informationer. Dagens ordrer kommer ind mellem klokken 14 og 17.15, og indikationer fra ordreindgangen bliver anvendt til at justere nogle få procent af dagens produktion.
”Det siger sig selv, at det er utrolig vigtigt for os at få ordreinformationerne ind i Dynamics AX så hurtigt som muligt, og her spiller EDI-løsningen en afgørende rolle. Af samme grund har vi netop indgået en udvidet serviceaftale 365x24x7, der sikrer os optimal stabilitet og oppetid”, fortæller Hans Christian Lei, der peger på følgende kriterier som udslagsgivende for, at valget af EDI-samarbejdspartner faldt på PROGRATOR|gatetrade:
- Kendskab fra sidste opsætning
- EDI som kernekompetence
- Størrelse
- Kundereferencer – ikke mindst inden for dagligvarer
- Samarbejde med Kohbergs Dynamics AX-leverandør thy:data
Fremtiden byder på endnu mere integration
Det er Kohbergs erklærede strategi, at få så mange kunder og leverandører over på EDI i fremtiden. En del af leverandørerne har allerede OIOXML-opsætninger, og med Kohbergs nye samarbejde med PROGRATOR|gatetrade kan brødkoncernen også håndtere OIOXML-formatet. En anden udviklingsplan er at indføre EDI-udveksling med eksterne frysehuse.
Hans Christian Lei opsumerer integrationsprojektet med følgende bemærkninger: ”Vi har først og fremmest opnået et meget bedre overblik og en fuld gennemsigtighed i vores system. Vi er mindre sårbare over for nedbrud, vi har en sikker og stabil EDI-drift og vi har ikke mindst en god platform til videre udbygning af ERP- og EDI-området”.
Fakta om Kohberg
Den familieejede virksomhed Kohberg blev stiftet i 1969 og har siden været igennem en række opkøb, som i dag gør koncernen til det største danskejede bageri med produktionssteder i Bolderslev, Haderslev og Taastrup. Produkterne omfatter rugbrød, hvedebrød og Bake-off. Kohberg leverer ugentligt mere end 350.000 kasser brød eller omregnet til poser cirka 2,5 millioner poser til kunderne. Kohberg har siden 2004 været nomineret som B2C Superbrand, hvilket er et udtryk for varemærkets styrke og kendskabsgrad.
Fakta om integration til ERP
At kunne kommunikere elektronisk og sikkert med sine samhandelspartnere er et must for mange virksomheder. Men at gå skridtet videre og integrere kommunikationen direkte ind i ERP-systemet er automatisering og ressourceoptimering på højere niveau. Integrationen til ERP-systemer reducerer manuelle arbejdsrutiner og giver hurtig og præcis information til viderebehandling - og alt sammen i det velkendte ERP-miljø. Progrator har udviklet ERP-integrationer til de mest gængse ERP-systemer. Og vores systemspecialiserede konsulenter kan varetage rådgivning, analyse og implementering af denne software.
|