85 farveforretninger høster fordele ved EDI og eBusiness.
Før hed det Profa og Glodi. I dag er de to frivillige kæder af i alt 85 farvehandlere - orienteret mod gør-det-selv folket - lagt sammen i én slagkraftig sammenslutning Colorama A/S (tidligere Farvebasen). EDI og Business Integration fra Progrator spiller en afgørende rolle for Coloramas værdiskabelse for de 85 farvehandlere – og derved for farvehandlernes fremtidige konkurrenceevne.
Coloramas eksistensberettigelse hænger tæt sammen med 1) konsolidering af farvehandlernes indkøb, og 2) effektivisering af forsyningskæden. ”Vi tilbyder farvehandlerne økonomi og bekvemmelighed. Vi går efter så lidt lagerbinding og så høj lageromsætning som mulig. Vi har direkte levering fra vores største leverandør, Jotun, til vores forhandlere rundt om i landet. Det vil sige, at vi blot koordinerer og styrer forsyningskæden fra leverandøren ud til vores forhandlere, uden at vi rent fysisk får varerne mellem hænderne med de mange logistikomkostninger til følge. Groft sagt kan man sige, at jo mindre vi har med det fysiske vareflow at gøre, og jo mere vi styrer og automatiserer informationsflowet, jo mere værdi kan vi tilføre den værdikæde, vi er en del af”, fortæller adm. direktør Niels Jørgen Madsen, Colorama.
EDI og integration styrker forretningen
Det er baggrunden for Coloramas samarbejde med Progrator. Progrator håndterer Coloramas EDI-kommunikation med leverandører samt kunder og har stået for at integrere EDI-forsendelserne med Coloramas virksomhedssystem Axapta.
Ved sammenlægningen i 2003 af de to kæder, Profa og Glodi, til Colorama, indførte virksomheden Microsoft Axapta som virksomhedssystem. Progrator integrerede Coloramas eksterne EDI-kommunikation med Axapta-systemet, således at Coloramas medarbejdere kan håndtere EDI-kommunikationen direkte i den vante Axapta-brugerflade. Det skete ved implementering af løsningen EDIPlus+, som integrerer EDI med alle Microsoft Business Solutions systemer.
eBusiness afgørende for fremtiden
"Virksomheder, der er gearet til effektivt samarbejde med en vifte af kompetente partnere, vil løbe med den største del af kagen; mens de, der er svære at samarbejde med, hurtigt vil blive overset". Sådan lyder forudsigelse nummer fem i artiklen ”Fem forudsigelser for fremtiden”, hvor to tunge konsulenter fra Accenture Delattre og Anderson på baggrund af undersøgelser og mange års erfaring udtaler sig om fremtidens udfordringer.
De to konsulenter fortsætter: ”Hurtige og virtuelle partnerskaber vil også blive en nøgle til succes i fremtiden, eftersom de, der bedst magter at integrere sig med andre, vil opnå den bedste konkurrenceevne”. Det passer meget præcist til Coloramas strategiske sigte, og danner baggrunden for Coloramas satsning på ikke kun at automatisere den eksterne informationsudveksling med leverandører, kunder og partnere, men også at integrere kommunikationen helt ind i hjertet af Coloramas virksomhed, nemlig i det centrale IT-system – Axapta – som danner grundlaget for medarbejdernes daglige virke.
Sparer tid og øger værdi
”Tidligere brugte vi to fuldtidsstillinger på at tage imod ordre fordelt på 3800 varenumre fra vores kunder og behandle dem. I dag har vi overstået den del, inden klokken bliver 9.30, og resten af tiden kan vi bruge på mere værdiskabende arbejde såsom markedsføring; udvikling af produktsortiment, butikskoncepter, og butiksindretning; uddannelse af farvehandlerne o.s.v.”, fortæller Niels Jørgen Madsen.
Idéen er, at farvehandlerne skal stå med ryggen mod baglokalet og lageret i kælderen og bruge langt det meste af deres opmærksomhed på det, de reelt tjener penge på, nemlig servicering og rådgivning af kunderne. Colorama sørger så for, at de får forsyninger af maling, træbeskyttelse, malerudstyr, afdækningstape etc. frem til butikslageret i rette tid, rette mængde og til en billigere pris, end de selv ville kunne opnå. Colorama hjælper derved den enkelte farvehandler til at minimere lagerværdi og kapitalbinding.
Fremtiden byder på…
”Vi går i fremtiden efter at køre så meget af vores forretning og samhandel som eBusiness som muligt. Jo mere vi kan digitalisere og automatisere vores informationsflow og handel med leverandører, kunder og partnere jo bedre”, fortæller Niels Jørgen Madsen og peger på, at der er et stort potentiale i at indføre en eller anden form for EDI med endnu flere af Coloramas cirka 80 leverandører.
Smertefri indførelse
Mange virksomheder oplever indførelse af eBusiness og integration af IT-systemer og –kommunikation som meget besværlig og forbundet med næsten uoverstigelige omkostninger til udvikling og tilpasning. ”Sådan har vi ikke oplevet indførelsen af EDI-integration til vores Axapta. Vi har hele tiden haft en fast kontaktperson, som på meget dygtig vis har formået at koordinere projektet. Vi er kommet hurtigt op at stå, og vi er ubetinget tilfredse både med selve implementeringen og den efterfølgende drift”, fortæller Niels Jørgen Madsen.
|