|
TDC tilbyder via samarbejde med PROGRATOR|gatetrade sine erhvervskunder at sende fakturaer for telekommunikation elektronisk. Indtil videre lyder tilbuddet fra TDC på fem forskellige formater afhængig af kundens ønske. Det nyeste format er OIOXML, der følger af loven om e-fakturaer i det format til offentlige kunder. Servicen gør det muligt for TDCs kunder at behandle fakturaerne elektronisk og få dem integreret i deres ERP-system. Samtidig opnår TDC også selv fordele i form af både besparelser, færre fejl og øget kundetilfredshed.
Fakturakonsulentchef Jens Møller Thomsen fra TDC peger på, at en digitalisering af kommunikationen med kunder øger kundetilfredsheden. ”TDCs selskab Telmore kommunikerer 100 procent elektronisk med kunderne via internettet, og vi kan her måle, at det gør kunderne endnu mere tilfredse. De oplever simpelthen, at de har bedre kontrol og er mere involverede i relationen med leverandøren. Det er bemærkelsesværdigt, synes jeg”, fortæller han.
OIOXML kan blive bedre
Jens Møller Thomsen peger også på, at det nye OIOXML-format skaber visse problemer for en televirksomhed som TDC. ”Formatet er simpelthen ikke dybt nok for os. Vi kan ikke specificere fakturaerne i den detaljeringsgrad, kunderne har behov for. Vi kan for eksempel ikke angive telefonnumre på fakturaen, og det er naturligvis helt centralt for kunden, at han eller hun kan se, hvilke telefonnumre, fakturaen relaterer sig til. Så der er behov for, at OIOXML bliver udviklet yderligere, så virksomheder, der leverer ”forsyningsprodukter” som telefoni, internet, varme, el, olie o.s.v., kan sende ordentlige fakturaer til kunderne”.
TDC på forkant med e-fakturaer
TDC har allerede i en del år i samarbejde med PROGRATOR|gatetrade tilbudt sine kunder elektroniske fakturaer i forskellige formater. Servicen gør det muligt for TDCs kunder at behandle fakturaerne elektronisk og få dem integreret i deres ERP-system, samtidig med at TDC som nævnt også selv opnår fordele.
Der er både mulighed for EDIFACT, OAG-XML, PDF, OIOXML og for "EDI Light", som er en semikolonsepareret fil, der kan læses ind i et Excel-regneark, når TDCs erhvervskunder skal vælge, hvilket format de ønsker at modtage deres elektroniske fakturaer i – og der er stor interesse hos TDCs kunder for at digitalisere fakturaflowet. Årsagen er, at fakturabehandlingen for telekommunikation er en krævende proces, hvor der er store rationaliseringspotentialer. PROGRATOR|gatetrade hjælper TDC Kundeservice med at konvertere og overføre elektroniske fakturaer for mere end én milliard kroner om året.
Fagre nye XML-verden er blevet til virkelighed
Som nævnt er en tredje EDI-mulighed, at kunden kan vælge at modtage den elektroniske faktura i OAG-XML-formatet, som er et brancheuafhængigt XML-format opbygget efter FN-standarder.
"XML er et relativt nyt format, som vi ser, at flere og flere virksomheder begynder at benytte både internt, men også eksternt med samhandelspartnere. Vi anbefalede TDC OAG-XML-standarden fordi, det er én af de XML-formater, der vinder størst udbredelse, da flere og flere ERP-systemer og markedspladser understøtter formatet. OAG-XML er et relativt veletableret og brancheuafhængigt format, og det faktum at Gatetrade.net for eksempel benytter det er med til at udbrede standarden på det danske marked", fortæller Key Account Manager Bjørn Iversen fra PROGRATOR|gatetrade.
PDF-format i testfasen
Udover XML-OAG, OIOXML, EDIFACT og EDI Light tester TDC også muligheden for at tilbyde sine erhvervskunder at modtage fakturaen i PDF-format. Mange af TDCs kunder har i dag en praksis, hvor de indskanner papirfakturaerne eller sætter ”små forklæder” på papirfakturaen til videre intern godkendelse. Det vil kunden slippe for med en PDF-faktura, og kunden opnår dermed en langt hurtigere behandling og store administrative besparelser. Transporten af PDF-fakturaen skal i givet fald kobles sammen med en e-mail forsendelse, der er beskyttet af den digitale signatur. Det vil sikre, at modtageren har 100 % styr på, hvem afsenderen er, og at en 3. part ikke kan gå ind og ændre i e-mailteksten.
|